Kragelund – en lysåben mose

Frisatte dyr med naturlig adfærd. Ekstensiv helårs-afgræsning. Biodiversitet. Naturgenopretning.

Insekter

Dukatsommerfugl:

Hannen af dukatsommerfuglen lyser op på lang afstand med den skinnende orangerøde farve på vingeoversiden. Hunnen er lidt mere diskret med mange sorte pletter. Larverne lever på rødknæ og almindelig syre. De voksne sommerfugle søger føde på mange forskellige planter. I Kragelund Mose findes den smukke dukatsommerfugl i relative tørre områder med mange blomstrende planter.

Engkøllesværmer:

Som navnet antyder findes engkøllesværmer i enge og moser. Larven lever på sump-kællingetand, mens de voksne søger føde på diverse nektarrige blomster. Engkøllesværmer findes kun i Jylland og er ganske sjælden. I Kragelund Mose findes den spredt i moseområderne. Køllesværmere flyver om dagen i solskin, men hører til natsommerfuglene. Navnet hentyder til
de kølleformede følehorn. Køllesværmere er giftige, da de indeholder cyanogene glykosider. Derfor har sommerfuglene stærke advarselsfarver som sort og rød. De stoler så meget på deres advarselsfarver, at de ikke flygter, når man kommer tæt på dem. Køllesværmere er sommerdyr, som flyver i juni-juli på blomsterrige arealer.

Grøn køllesværmer:

Grøn køllesværmer er en flot irgrøn sommerfugl, der lyser op, når den søger føde på diverse blomster. Larven lever på rødknæ og almindelig syre.
I Kragelund Mose er grøn køllesværmer fundet spredt over mosen, da den både kan trives på tørre og mere fugtige arealer. Køllesværmere flyver om dagen i solskin, men hører til natsommerfuglene. Navnet hentyder til
de kølleformede følehorn. Køllesværmere er giftige, da de indeholder cyanogene glykosider. Derfor har sommerfuglene stærke advarselsfarver som f.eks. den grønne farve. De stoler så meget på deres advarselsfarver, at de ikke flygter, når man kommer tæt på dem. Køllesværmere er sommerdyr, som flyver i juni-juli på blomsterrige arealer.

Moserandøje:

Den kræsne moserandøje findes kun i næringsfattige moser, hvor der er særlige livsbetingelser til stede. Dens larver lever på kæruld, mens den voksne sommerfugl ynder at suge nektar på moseplanter som f.eks. klokkelyng. I Kragelund Mose findes en mindre bestand i den vestlige del af mosen. Randøjer er en gruppe af sommerfugle med små øjepletter på vingerne. Øjepletterne skal vildlede fugle til at hakke efter vingen i stedet for efter kroppen, så de undgår at blive spist. Det er en art, som er gået voldsomt tilbage i de sidste 50 år og forsvundet fra 75 % af alle danske levesteder. Det skyldes især dræning af moser.

Her under kan ses en video der er optaget i mosen:

Brunlig perlesommerfugl:

Brunlig perlemorsommerfugl findes i fugtige enge og moser. Larverne lever på eng-viol og den voksne sommerfugl suger nektar på mange forskellige planter. Den flyver i to generationer om året. 1. generation flyver sidst i maj til slutningen af juni, mens 2. generation flyver i august måned. 2. generationen er mere fåtallig og sommerfuglene er mindre end dem, som flyver i forsommeren. I Kragelund Mose findes brunlig perlemorsommerfugl i flere områder spredt over mosen, hvor der findes eng-viol. På landsplan er arten gået meget tilbage på grund af ødelæggelse af dens levesteder.