Tilskudsfodring:
Tilskudsfodring er ikke det samme, som kosttilskud eller for den sags skyld mineraler. Tilskudsfodring er alene nødvendig, hvis der ikke er nok føde på det areal, som dyrene går på. Hos os praktiserer vi ekstensiv helårsafgræsning og i videst muligt omgang uden tilskudsfordring. Tilskudsfordring er som oftest et resultet af et menneskeligt fejl-judgement over arealets bæreevne. Når det er sagt, så spiller mange forhold ind, når bæreevnen skal vurderes. Vejrliget er den største ubekendte faktor. Et lunt efterår, hvor vegetationen fortsætter med at vokse, kan nemt lede til at overvurdere områdets bæreevne. Når frosten kommer stopper næsten al vækst definitivt og samtidig nedvisner en del vegetation, som forinden måske kunne have tjent som dyrenes føde. Nedbør kan også sætte en pludselig begrænsing for, hvor meget føde der er tilgængelig for dyrene. Står engene således under vand, hjælper det ikke meget at disse er fulde af egnet føde. Der kan også være arealer, som dyrene ikke kan komme til, fordi vandet spærrer for adgangen hertil. Dette er blandt andet en af årsagerne til, at vi har vandbøfler. Disse amfibie-køretøjer går ikke af vejen for at forcerer vand. På den bløde bund har bøflerne også en force i kraft af deres uforholdsmæssigt store klove, lange ben og beskedne vægt. Hele tanken med ekstensiv helårsafgræsning er, at dyrene på arealet inden næste vækstsæson begynder, skal have spist plantevæksten ned – spist op – således at man undgår store områder med uomsat vegetation, som kan henfalde som førne. Disse områder vil ofte hos os bestå af mosebunke, tagrør, lysesiv og blåtop, men kan også være brændenælder, konkurrence-stærke græsser og kulturgræsser. Får disse lov at henstå uafgræssede til næste vækstsæson, vil disse udgøre såkaldt førne. Mindre, sarte, sårbare og nøjsomme bredbladede urter (blomster) vil under et tykt lag af førne, ikke have en mulighed for at få sol og spire og vokse.
Dyr må gerne være sultne, men de skal ikke sulte når vi har dem bag hegn. Havde vi ikke hegn, ville dyrene alligevel sulte, men så ville det åbenbart være helt ok i følge diverse hegnsmodstandere. Tror måske ikke helt, de har tænkt den tanke til ende, men ingen er jo forpligtet over evne.
Bliver tilskudsfordring nødvendig, uagtet alle anstrengelser på at undgå dette, er der ikke meget godt at sige herom, udover at dyrene naturligvis ikke sulter. Dyrene har tendens til at ophøre med naturlig fourageringsadfærd – de får med andre ord bly i røven – og bliver hellere liggende og venter på at foderringen bliver fyldt op igen end selv aktivt at foretage fødesøgning. Min oplevelse er således, at når man først begynder at fodre, får man ikke i nævneværdigt omfang spist ydeligere op, inden tilskudsfodringen igen ophører. Alt for meget stop and go tror jeg ikke er positivt. Dels kan det foder, man tilbyder dyrene ikke være identisk med, hvad de selv kan finde på arealet og således afstemt med årstiden og skift frem og tilbage mellem næringsfattigt og mere næringsrigt føde, er ikke optimalt for dyremaver.
Vi har intet religiøst forhold til tilskudsfordring – det har jeg faktisk ikke til noget i vores forvaltning – vi er praktiske pragmatikere, men når det er sagt, er det ikke uvæsentligt, at have sig det mest optimale for øje og stile herefter.
Vi har tilskudsfodret kreaturer og sidste år, tilskudfordrede vi også vores bøfler. Det var første vinter med bøfler – vi havde bøffelkøer med små kalve og en tyr, som virkede fuldstændig uforberedt på,at der kunne være udsving i fødemængden og næringsindholdet heri. Man skal naturligvis være påpasselig med at udlede for meget af vores anekdotiske erfaring. Men det var påfaldende, at vores store bøffeltyr kom fra en mindre besætning, hvor han hver dag havde modtaget samme mængde fårepiller og wrap. Arealet dyrene gik på, gav ikke mulighed for naturlig fødesøgning med årstidsudsving. Med andre ord var han ikke klar til den omstilling. Det skulle naturligvis ikke gå udover ham, at han var havnet et sted med et anderledes foder-regime. Vi anser os selv for at være omstillingsparate, men ikke i helt samme “professionelle” omfang, som hos Naturstyrelsen Kronjylland, hvor man fra mandag til tirsdag i januar måned kan skifte stategi. Vi har nu tyre, som kan tage over efter vores store bøffeltyr, men omvendt, så er vi så
godt tilfredse med ham, at vi giver han en chance til i denne vinter. Bliver han ikke bedre til at tilpasse sig fluktuationerne i fødeudbud og næringsindhold i løbet af året, er vi næppe det rette sted for ham.
Min erfaring med Exmoor ponyer er, at der skal være meget meget lidt mad tilbage på arealerne, såfremt de skal tilskudsfodres. I de sidste to år, hvor vi har fodret henholdvis kreaturer og bøfler, samtidig med at vi har haft heste, har hestene ikke så meget, som værdiget foderhækken et blik. De har fint kunnet finde masser af velegnet føde på arealet.
Vi er desværre underlagt visse kontraproduktive regler, opfundet af en ikke særligt tænkende Landbrugsstyrelse. Ved at have så få dyr som muligt på vores arealer om sommeren, forsøger vi at sikre os, at der er tilstrækkeligt med føde til dyrene om vinteren samtidig med, at vi om efteråret eventuelt også tager nogle dyr af arealerne. Men står vegetationen for langhåret pr. 15. september, står vi til at kunne miste noget af vores plejegræstilskud og grundbetaling. Det er langt fra optimalt. I sensommeren 2022, så jeg mig derfor nødsaget til at slå nogle delområder. Et indgreb til ingen verdens nytte. Kun til skade. Denne vegetation ville have været græsset ned inden vækstsæson 2023. Nu lå den afslåede vegetation med æg, insekter, mus, tudser og frøer i stedet ituslået tilbage på jorden, til ingen verdens nytte udover opfyldelse af en regel, opfundet af mennesker bag et skrivebord, som blot ønsker sig noget, som er let et kontrollere.
Der er heldigvis forbedringer på vej, men det nemme og rigtige ville være, at rykke kontroltidspunktet til 15. marts i stedet
Kragelund - en lysåben mose 