Kragelund – en lysåben mose

Kreaturer:

Siden vores spæde start, har vi haft en del forskellige racer – Skotsk Højlandskvæg, Hereford, Angus, Limousine, Galloway, Charolais, Dexter og diverse x. I dag har vi en mindre flok Galloway samt en enkelt Dexter og et Dexter/Skotte-x. Vi er ikke race-forelskede. Vi ønsker at have så ekstensive dyr som muligt. Vi har ingen fokus på produktion af kød. Ingen kan betjene både Gud og Fanden 100% på samme tid – ikke en gang en tidligere advokat med to hænder. Vores metier er biodiversitets-fokuseret arealforvaltning. Punktum. Med en reproducerende bestand, vil der naturligvis løbende komme overskudsdyr. Disse dyr bliver ikke afhentet af DAKA, men enten solgt levende eller blot sendt på slagteriet. Når de slagtes, sendes de afsted, som de er – vi laver således ingen færdigfedning eller andre tiltag, for at forøge dyrenes værdi som fødevare.

Øremærkning:

Når vi har dyr, som snart skal kælve, fole, fare og lemme, intensiverer vi vores tilsyn af to årsager. Dels for at kunne komme til undsætning, såfremt kælvningen ikke forløber problemfrit og dels for at kunne øremærke kalven eller kiddet så hurtigt som muligt efter fødsel. Køerne går som oftest for sig selv for at kælve og det kan nogle gange være en udfordring at finde koen. Andre gange findes koen nemt, men koen ønsker ikke at vise os, hvor den har lagt kalven af. Rent praktisk gør vi det, at vi er to mand om opgaven. Et reb rundt om halsen på kalven – ofte bliver den blot liggende – og medens kalven ligger eller holdes fast af den ene, sættes øremærkerne i af af den anden. Manden (m/k) med rebet har samtidig en møggreb med til at holde koen på behørig afstand, såfremt hun ikke værdsætter barselbesøget. Det giver meget sjældent anledning til udfordringer. Er der optræk til ballade – typisk fordi koens moderinstinkter er meget stærke og hun er utryg ved vores tilstedeværelse, trækker vi os. Det er store dyr og dem skal man altid have stor respekt for. Alt andet er at spille hasard med sit liv og det er et øremærke ikke værd. Øremærker kan isættes senere, omend det er mere bøvlet. Vi kan faktisk få dispensation til at øremærke kalve ved “indbinding”, men dette er hverken noget vi har benyttes os af, eller agter at benytte os af. Uanset hvad skal nye kalve registreres i løbet af syv dage.

Vandbøfler:

Det lyder eksotisk, men er det nok langt fra. Vi introducerede vandbøfler, fordi vi er placeret i en mose og området kan blive ganske vådt, tiltrods for at arealet er gennemdrænet og gennemskåret af kanaler. Vi oplevede ofte at have en føde-ressource stående (standing hay), som ikke blev omsat/spist, da vores kreaturers lyst til at bevæge sig rundt på hængesækken var meget beskeden. En stor Hereford ko, som sidder næsten uhjælpeligt fast, er ikke noget kønt syn. En ting er, at hun aldrig igen bevæger sig derud, men fødesøgning skal ikke inkludere fare for liv og lemmer. Vandbøflernes uforholdsmæssigt brede klove, lange ben og generelle adræthed gør dem ideelle til at søge føde på områder, som ville blive fravalgt af andre dyr. Hertil kommer, at bøflerne også er ganske nøjsomme. Ja – de vil selvfølgelig også gerne spise saftigt grønt kløver, men de tager også fra de andre hylder og klare sig fint på, hvad området nu har at tilbyde. Tagrørerne er de glade for. Det er de imidlertid ikke ene om. Der er mere sukker i nye friske tagrørsskud, end der er i majs. De gamle tagrør bliver ikke ædt, men de bliver væltet og trådt ned og giver dermed lys og mulighed for nye skud, som så kan blive ædt. Der er intet i vejen med tagrør – de har også deres store berettigelse – de er blot ikke en mangelvare.

Vandbøfler sætter ikke nogen stor tyk pels, men de har til gengæld et tykt lag isolerende subkutan fedt.

Vores dyr er ikke så ekstensive, som vi gerne vil have dem til at være. Men det er nok med mozzarella-producenter, som med  Klovborg-osten, at det tager den tid, det nu en gang tager. Selv om vi er friske på at tilstræbe en vinter uden tilskudsfodring, så er det altid dyrenes tarv, som afgør om vi tilskudsfodre. Sidste år var det vores bøffeltyr, som kom fra et stue-opdræt, som havde sværest ved omstillingen og det blev på grund af ham, at vi iværksatte tilskudsfodring. Dette til trods for, at vi havde to bøffelkøer til at gå med små kalve.

Vores domesticerede vandbøfler fungerer som stedfortræder for den uddøde europæiske vandbøffel. Link til Bjarne Mahler Schous portræt på Biodiversitet.dk. Vandbøfler benyttes i mange andre lande, Tyskland, Polen, Holland og i Donau-deltaet, mere aktivt end i Danmark, hvilket er en skam. Dyrene vil altid være et niche dyr på grund af sin stærke tilknytning til vand, men den har så bestemt sin berettigelse og gør det fremragende. Jeg vil gå så vidt, som til at sige, at den er en overset nøgleart når det kommer til mere våde områder.

Øremærkning: se afsnittet herom under kreaturer.

Fun facts:
– Vandbøfler er det husdyr i verden, som flest mennesker er afhængige af.

– I Italien står der flere hundredetusinde vandbøfler på stald, som alene anvendes til produktion af bøffel-mozzarella.

Heste:

Vi har pt. Exmoor ponyer på arealet. Først fik vi fire vallakker i 2020, i 2021 kom fire hopper til. Den ene viste sig at være ifolet og i foråret 2022 blev det første føl født i Kragelund – en lysåben mose. Sommeren 2022 tog vi springet og fik en hingst. Det er gået over al forventning. Flokken går stadig samlet, men vallakkerne har forstået, hvem der er chef i firmaet.

Heste/ponyer er helt uomgængelige i ansvarlig arealforvaltning med fokus på biodiversitet. De har en glubende appetit og er bestemt ikke kostforagtere. Gammel tørt græs (standing hay), kviste, blade, knopper, nål, bark, dunhamre og tagrør – de kan det hele og med tænder i både over- og undermund, kan de bide helt i bund. Stor forskel fra da vi udelukkende havde kreaturer – om foråret, inden væksten tager fat, ligger der ikke store tunge måtter af førne og skærmer jorden fra at blive varmet op af solens stråler. I et sådant førne-helvede kan kun konkurrence-arterne klarer sig og de er ingen mangelvare.

I vinteren 2021 tilskudsfodrede vi bøflerne – hestene ikke så meget som værdigede foderringen et blik. De kunne selv og ville selv og klarede sig på bedste vis gennem vinteren i god huld. Ja, de tabte sig,  men dette er naturligt og helt normalt for sådanne ponyer.

Heste/ponyer bevæger sig også meget og deres tråd/slid bidrager også til at skabe dynamik og sætte gang i processer i landskabet. Fra en meget erfaren hestemand, formidler og naturforkæmper, har jeg hørt at afgræsning med heste og orkideer er et match made in heaven. Det passer bestemt også her hos os.

At iagttage livet i en hesteflok er aldrig kedeligt og man “risikerer” at lære noget nyt hver dag. Der er så meget dynamik, mange relationer, hieraki, interaktioner – “never a dull moment”. Vores ponyer er glade for vand – det tror jeg faktisk alle heste er såfremt de har muligheden. Under nogle af ponyernes mange svømmeture i sommer, slog det mig, om det egentlig er dyremishandling, at holde heste uden, at de har adgang til at tage sig en ordentlig svømmetur? De ser nærmest saglige ud og den efterfølgende rulletur i sandet er en hel integreret del af deres naturlige heste-wellness. De får dog ingen badekåber eller net til at beskytte sig mod solens stærke stråler eller insekternes irriterende bid, men de har til gengæld en grantykning og andre bevoksninger, som de kan søge skygge og ly i, når de selv gerne vil.

Vi er vilde med vores ponyer. De klæder landskabet og landskabet klæder dem. Døm selv.


Generelt om Exmoor:
Kommer senere. Forfatteren er på vej 🏃🏼‍♀️

Geder:

I sensommeren 2022 kom der geder på arealet. Vores valg faldt på dansk landrace ged. Geden betragtes, som en af de alpine racer og har både dækhår og danner tæt underuld om vinteren.

Inden vi anskaffede gederne, blev deres egnethed drøftet med både fagfolk og praktikere. Overraskede var der en del skepsis, primært begrundet i, at gederne kunne være sarte overfor parasitter, at deres klove ikke ville være velegnede på blød bund og enddog at vådt vejr var no-go for geder. Der var imidlertid også mindre bekymrede iblandt vores sparrings-partnere og resultatet blev, som ovenfor nævnt, at gederne kom ind. Vi er meget opmærksomme på vores geder og følger dem meget meget tæt, således at vi kan tage eventuelle udfordringer i opløbet og har forvaltningsmæssigt både en plan B, C og D. Kan gederne ikke klare sig hos os hele året, vil de næppe blive en varig del af vores team af store planteædere. Et alternativ kunne være, at de “indvandre til området” i kortere eller længere perioder og gør gavn her, medens de kan. Men dette er heldigvis ikke noget, som overvejes aktuelt.

Når alle forbehold og bekymringer er nævnt, bør det nævnes, at alle geder medio december 2022 virker meget trivelige, deres klove er i fin stand, de udviser naturlig fourageringsadfærd og flokken virker meget sammentømret med masser af interaktion,  omend den enkelte gange spitter midlertidigt op under fødesøgning, men altid i de to samme grupperinger. Gederne giver således pt. ikke anledning til bekymring, men som anført følges de meget tæt.

Gederne er ikke kendt for at være kostforagtere. Vi fik geder tre forskellige steder fra til vores flok. Helt generelt var det påfaldende, at de ikke havde haft ubegrænset adgang til ved. Der gik således lidt tid,  inden de for alvor begyndte at gå hårdt til opvæksten af vedplanter og egentlige træer. Nu river de nærmest barken af pil, røn, lærk og rødgran. De er også set æde bark af bøg, tjørn og eg, ligesom de også nipper knopper og kviste af birk.
Anden plantevegetation bliver også sat til livs med stor appetit. Tørre frøstande fra skræpper, tidsler, engbrandbæger, mosebunke, blåtop, tagrør, lysesiv – der er ikke meget, som ikke kan bruges og dyrene trives.

Gederne er reproducerende og planen er kun at have dyr, som er født og opvokset på arealet. Så ekstensive som muligt – tak.

Uldgrise:

Vi har siden januar 2022 haft seks grise. To søer, to sopolte og to kastrater. De kom fra en besætning, hvor de også havde gået på et stort areal, dog væsentligt mindre end det vi kunne tilbyde dem hos os.

Hvad vi ikke vidste, da vi lukkede grisene ud, var at de skulle gå hen og blive rigtige, om ikke kælegrise,  så i hvertfald klappe- og nusse-grise.

Vi anede ikke, om grisene primært ville søge dækning i den tætte vegetation og måske hovedsageligt afsøge de mere lysåbne arealer om natten. Men grisene har intet at frygte her hos os og er udpræget dagaktive. Jeg tror faktisk, at de tilbringer de meste af natten i en af deres reder liggende tæt sammen, smågryntende og småfisende med krølle på halen.

De er intelligente væsner og altid interessante og sjove at iagttage. I sommer fik vi for alvor syn for, hvor meget grise æder over jorden. Det kunne faktisk være svært, at finde tegn på, at der var grise på arealet. De kunne godt finde på at rode lidt i jorden, men ingen større arealer hvor jorden for alvor blev vendt. Føden var rigelig og let tilgænglig og mange mange grise-timer, blev brugt i kanten af nogle af søerne, hvor de nød at søle sig. I løbet af sommeren begyndte grisene at æde dunhammer. Først blev stænglen over vand sat til livs, hvorefter grisene stak hovedet under vand og trak den blege stængel op og åd den. Meget fin måde at kontrollere dunhamre på, som ellers godt kan være en udfordring. Vores heste, bøfler og kreaturer æder dem imidlertid også.

I løbet af efteråret blev grisenes fouragering i og under jordoverfladen mere og mere tydelig. Store arealer så ud, som om nogen havde kørt en havefræser igennem det. Ikke 10 m2 eller 100m2,  men flere tusinde m2. Vi har naturligvis hele tiden haft en bekymring for, om grisene skulle begynde at gå hårdt til de arealer, som huser de største naturværdier (botanik) hos os. Men 7-9-13 så har de indtil videre haft en forkærlighed for de mest næringspåvirkede arealer, som for manges vedkommende primært består af meget monotone flader af lysesiv og mosebunke. Med andre ord så gør grisene lige netop, det som vi havde ønsket os. En dag kommer de naturligvis også til nogle af de mere sårbare arealer og vil givetvis også stikke trynen i her. Men lidt forstyrrelse skader aldrig – det er en del af den dynamiske proces ligesom hestene og bøflernes tråd, som får solduggen til at sprede sig som en fryd.

Selv om vi kan observere grisene på helt klos hold, er det nærmest umuligt at se, hvad der glider indenbords. Der smaskes i, hvad vi formoder, er græsrødder, men findes en orm eller en snegl ryger denne nok også ned. I foråret blev et mindre sydvendt areal endevendt. Vi formoder, at det var fordi jorden indeholdt enten stankelbenslaver eller gåsebillelarver. Der var i hvertfald noget i jorden, som smagte grisene.

Hvorfor uldgris?
Hvorfor faldt valget netop på uldgrise og ikke på en en anden race af tamgris eller vildsvin. Vildsvin blev fravalgt, fordi dette ville kræve højere hegn (1,5 meter) hvilket vi ikke syntes, var optimalt omkring et så forholdvis lille projektareal. Herudover er der også andre udfordringer med vildsvin, ikke mindst politisk.

Om vi havde valgt en anden race end uldgrise, tror jeg ikke havde gjort den store forskel. Grise er ikke så degenerede. Uldgrisen er kendt for at være en sund og robust gris med et godt hårlag, som gør den særdeles velegnet til at gå i det fri hele året. I sommerhalvåret smider grisene en stor del af deres store tykke vinterfrakke, ligesom vildsvin gør. Vores grise har hytter, som de kan benytte, men jeg tror, at de primært sover i deres selvlavede reder forskellige steder på arealet. Grisene kommer utrolig meget omkring og oftest er de forholdsvis lette at finde til trods for, at de ikke rager så højt op som ponyer, bøfler og kreaturer.

Grisene krævede, at vi fik opsat nyt hegn omkring projektarealet, ligesom det var en del af kommunens konditioner, for at give dispensation til forsøget, at der blev opsamlet viden på videnskabeligt niveau, således at mange andre også kunne drage nytte af de erfaringer, som vi pt. gør
os med tamgrisene i Kragelund Mose. Den Danske Naturfonds Ildsjælspulje har finansieret hegnet og 15. Juni Fonden finansierer vidensopsamlingen, som vil danne grundlag for en rapport, udarbejdet af Aarhus Universitet. Der henvises endvidere til afsnittet “Generelt om projektet”.